Om os
Henrik Christiansen har haft Slagterforretningen på Fanø siden 1994. Henrik er uddannet slagter og butikken har 12 ansatte. Specialiseringen er omkring fremstilling af kvalitetsprodukter, hvor råvarer og gamle håndværkstraditioner kommer i første række. Som fjerde generation i slagterfaget, har jeg gjort det til vores mærkesag at videreføre familiens håndværksmæssige kunnen og stolthed i alle vores fantastiske, hjemmelavede produkter.
Dry-Age-Meat
Der er ikke noget som et stykke Gourmet oksekød. Det er specielt udvalgt, har flot farve og perfekt marmorering. Det er nøgleord, når man vil have den unikke smagsoplevelse. Hvert enkelt Gourmet oksehøjreb er omhyggeligt udvalgt efter vores specifikationer og modnet efter vores anvisninger, så vi er sikre på det optimale resultat. Det er derfor kun en lille procentdel af kødet, der ender i et specialdesignet modningsrum. Måske findes det ikke bedre… Vi synes det er kød i verdensklasse.
På alle områder er der tale om virkelige delikatesser. Gourmetslagterens højreb er et kapitel for sig, ikke alene er de særligt udvalgte, men vurderes også enkeltvis for at sikre, at fedtmarmoreringen er optimal. Kødet er således underlagt strenge krav til kvaliteten hele vejen igennem. Det gælder for alt, hvad der kommer i nærheden af vores specialdesignet modningsrum, der naturligvis også ledes af dygtige og stolte fagfolk.
Kvalitet Ekspertise Gourmet-kød
Gourmetslagterens udvalgte oksekød
Kun den højeste kvalitet
Danish Crowns Guldrum i Kolding er en central del af Danish Crowns samarbejde med de danske gourmetslagtere, stjernekokke og toprestauranter. Herfra leveres mange af de specialiteter, du kan finde, når du besøger en af Gourmetslagterne. Danish Crowns Guldrum har fået sit navn på grund af de særligt udvalgte udskæringer, som får både mere tid og opmærksomhed end traditionelt kød. Her hænger de bedste udskæringer af svin, kreaturer og lam, inden de finder vej ud til de kræsne og kvalitetsbevidste kunder og forbrugere.
Siden 1994
Vores Historie
I 1914 blev Sofus Sonnichsen indkaldt som soldat og måtte sælge sin slagterforretning. Han var inde som soldat i ét år, forretningen blev solgt til Fischer, og efter 10 år købte han slagterforretningen tilbage. I år 1953 overtog Sofus Sonnichsens søn og svigerdatter, Anna Lise og Sonny Sonnichsen slagterforretningen. Efter 7 år havde Anna Lise og Sonny pladsmangel. De købte Hovedgaden 16,som var privat beboelse, og lavede det om til slagterforretning. Her drev de slagterforretning i 34 år og valgte så i 1994 at sælge til os.
Vi faldt pladask for denne ualmindelig hyggelige slagterforretning. Vi var enormt heldige for Anna Lise og Sonny havde bygget en rigtig god slagterforretning op, hvor kvalitet, håndværk og god kundepleje var i højsædet. Vi havde noget at leve op til. Vi var meget nervøse i starten, men alle vore kunder tog så godt imod os. Vi har nu drevet slagterforretning siden 1994. I årene 1994-2008 var butikkens adresse Hovedgaden 16. I dag hedder adressen Hovedgaden 17. Vi var nødt til at erkende at vi ikke havde plads nok. Den første Butik havde faktisk en fin størrelse, men det er produktionsplads vi manglede. Henrik udvikler hver vinter nye spændende spegepølser (han kan slet ikke lade være), og Fanø-skinken tager rigtig meget plads. Så kvadratmeterne var simpelthen for få. Derfor købte vi Hovedgaden 17, hvor slagterforretningen egentlig startede (lidt pudsigt ikke?)
Vi er stolte af at kunne sige at vi har fået det nøjagtigt som vi vil have det i den nye forretning – og vi har fået alt det hyggelige med fra nr. 16 til nr. 17.
Velkommen i vores forretning.